Q&A: Jesper Steen Tastesen
Selv den bedste teknologi er værdiløs uden integration
I denne Q&A deler Jesper Steen Tastesen, CEO i Tasfo, sine erfaringer med at gå forrest i en branche i forandring. Om digitalisering, first-mover-mod og hvorfor succes med proptech og digitalisering kræver både den rigtige teknologi og respekt for unikke, menneskelige kompetencer.
Hvilken rolle spiller proptech og digitalisering i ejendomsbranchen for dig?
Jeg vil gerne være blandt dem, der former fremtiden og ikke dem, der halser bagefter, og jeg ser digitalisering og proptech som helt afgørende redskaber.
Når vi i Tasfo arbejder med digitale løsninger, handler det om at frigøre menneskelige ressourcer, så vores medarbejdere kan bruge deres tid og kompetencer dér, hvor de skaber størst værdi: i det relationelle og i det håndværksmæssige arbejde, som teknologien ikke kan erstatte.
Men det handler også om at være i stand til at fastholde en position som en virksomhed, der er med til at drive udviklingen. Proptech et nødvendigt greb, hvis vi vil blive ved med at være relevante, bæredygtige og konkurrencedygtige i en branche, der forandrer sig hastigt.
Har du oplevet udfordringer ved at implementere proptech eller øvrige tech-løsninger? Hvordan har du håndteret dem?
Ja, det må jeg erkende. Vi har haft flere eksempler på løsninger, der på papiret så rigtig lovende ud – men som enten strandede i teknikken eller i samarbejdet.
Et konkret eksempel er en varmeaflæsningsløsning, hvor idéen var, at lejerne løbende kunne følge deres forbrug via en app. Det fungerede fint – indtil vi opdagede, at systemet ikke kunne integreres ordentligt med vores ejendomsplatform, og så er selv den bedste løsning ikke meget værd.
Et andet eksempel er et digitalt produkt, der skulle løfte både lejekontrakter, boligudlejning og markedsføring. Ambitionerne var rigtige (og rigelige), men det strandede i it-udviklingen.
Og så er der vores nøglebriksystem, som vi valgte til et af vores største projekter. Det var det rigtige valg for vores lejere – fremtidssikret og brugervenligt – men leverandøren hævede sidenhen priserne markant på den tilhørende software.
Man lærer noget hver gang, og vi er blevet skarpere på, hvad vi spørger om, og hvad vi forlanger, før vi trykker på købsknappen.
Hvordan ser du ejendomsbranchen udvikle sig over de næste 5 eller 10 år?
Jeg tror, vi går mod en mere professionel og konsolideret branche. Der vil være færre aktører – og færre, der driver ejendomme som et familieanliggende uden klare strukturer. Kravene til kvalitet, service og tilgængelighed stiger hastigt, og det vil skille fårene fra bukkene.
Fremtidens lejere er vant til Wolt-logik: de forventer at betale for det, de har brug for, når de har brug for det – og at få det leveret med det samme. Det sætter tempoet og tilgængeligheden under pres, og det skal vi kunne håndtere, hvis vi vil være relevante.
Jeg tror også, vi vil se en forskydning fra ejerboliger til lejeboliger. Forudsigelighed bliver en markedsværdi i sig selv – især i tider, hvor renter og råvarepriser ikke er til at regne med. Der vil være en stor gruppe, som vælger fleksibilitet og tryghed frem for ejerskab.
Og så kommer bæredygtighed til at fylde mere – ikke bare som en fortælling, men som et reguleret vilkår. Vi vil blive mødt med flere krav, og det vil tvinge os til at tænke os bedre om. Ikke bare i forhold til energiforbrug og drift, men også i materialevalg og i det grundlæggende spørgsmål: Er det nødvendigt at rive ned – eller kan vi renovere og forlænge levetiden på det, der allerede er bygget?
Det er ikke alle, der vil trives med de krav. Men dem, der gør, får mulighed for at sætte et nyt niveau.
Hvad ville du ønske, du havde vidst tidligere?
Jeg har gjort mig mange erfaringer, og heldigvis ikke så mange fortrydelser. Når man ikke går i andres fodspor, men vælger at gå forrest, så vil der være ting, der ikke lykkes. Det er vilkåret. Men der er også noget tilfredsstillende – og lidt sjovt – ved at være first-mover og tage nogle chancer, før andre tør.
Hvis jeg skal give et godt råd videre, så er det: test ting af i mindre skala. Satser du hele butikken fra start, risikerer du at lære det hele på den dyre måde.
Og så: stol aldrig blindt på tidshorisonterne i udviklingsprojekter. Når mange løsninger stadig er under udvikling, ved man ikke på forhånd, hvor lang eller ujævn processen bliver. Og så skal man huske, at det ikke bare er de indledende øvelser, der tager tid – det gør implementeringen også. Både teknisk og menneskeligt.
Men det er ikke en grund til at lade være.
Vi elsker inspiration! Er der en bestemt person, bog, podcast, udstilling eller noget helt femte, der har særlig betydning for dig?
Jeg lytter med, når Lars Horsbøl udgiver nyt på Ejendomsinvestoren. Det er et nichemedie, hvor han tager ud og taler med folk dér, hvor de arbejder – uden manuskript og uden poleret speak. Det er ærlig, ukrukket vidensdeling fra nogen, der rent faktisk har hånden på kogepladen. Ikke en redigeret fortælling, men en nysgerrig samtale om succeser, men også om fejl, forhandlinger og de svære beslutninger undervejs. Det kan jeg godt lide.
Videndeling er en kerneværdi for PropTech Denmark. Vi sætter stor pris på, at du deler indsigter og erfaringer her.
Om
Jesper Steen Tastesen er CEO i Tasfo Selskaberne – en familieejet virksomhed med fokus på bevaringsværdige ejendomme. Tasfo arbejder med at transformere det bestående, så det får nyt liv og kan bruges på en måde, der giver mening i dag.
Jesper fortæller således om Tasfos strategi:
“Jeg har stor respekt for historien, men det er ikke den, vi skal genskabe én til én. Vi er ikke sat i verden for at drive museum. Det handler om at tage ansvar og turde forandre det, der ikke længere fungerer – uden at miste det, der har værdi. Vores tilgang er langsigtet. Vi prioriterer løsninger, der holder – æstetisk, funktionelt og menneskeligt. Målet er ikke bare at udvikle ejendomme, men at skabe steder, der giver noget tilbage til byen og til dem, der skal bruge dem.”
Læs og lyt
Lars Horsbøl - Ejendomsinvestoren
Hvert år tager PropTech Denmark temperaturen på digitalisering og digital modenhed i den danske ejendomsbranche. Mens mere end halvdelen aktivt øger brugen af digitale redskaber, er bare 10% blandt frontløberne, der udnytter teknologi til at udvikle forretningsmodeller og innovation. Læs Den Danske PropTech Rapport HER (Den nye rapport udkommer i marts 2026)