AI i ejendomsbranchen – set fra næste generation
I PropTech Denmark arbejder vi hver dag med digital innovation, nye teknologier og udviklingen af fremtidens ejendomsbranche. Men transformationen handler ikke kun om teknologi – den handler i høj grad også om mennesker, kompetencer og den næste generation.
Fra Forum for Real Estate Data med temaet Transformation.
Digitalisering og AI fra skolebænken
Hvordan ser kunstig intelligens ud med de kommende generationers briller?
Det har vi haft mulighed for at finde ud af fra første række med en engageret folkeskolepraktikant, som har sat ord på, hvordan AI opleves fra et ungt perspektiv. Hans refleksioner rammer direkte ned i nogle af de vigtigste spørgsmål, vi som branche står overfor: Hvordan bruger vi AI klogt og ansvarligt? Hvordan sikrer vi, at teknologien skaber værdi? Og hvordan fastholder og tiltrækker vi de medarbejdere og talenter, der skal sikre den videre udvikling i vores organisationer?
Herunder er Christopher Lillelund Winthers refleksioner til os alle:
AI bliver vigtigere i ejendomsbranchen – også for unge
I dag spiller AI en stor rolle mange steder – både i ejendomsbranchen, blandt unge og på internettet generelt.
Ejendomsbranchen bliver større og større. Der bliver opsamlet mere og mere data i ejendomsbranchen. Når den data skal bruges, kan det være en vildt fedt at have AI til at sortere og analysere den i stedet for at gøre det hele manuelt. Her kommer AI ind i billedet.
Mange virksomheder, der har med ejendomsbranchen at gøre, bruger allerede AI, men der er meget stor forskel på hvor meget. For eksempel er nogle organisationer kun lige begyndt på at bruge AI, men der er også nogle, som har været godt i gang i et godt stykke tid. Dem, der har gjort det i længst tid, er også dem, som meget mere kan bruge AI og teknologien i deres hverdag.
Det er selvfølgelig godt, at der er så mange, der er kommet så langt med AI, og det bliver helt sikkert vigtigt at følge med inden for AI-delen, men kan det også gå for vidt med AI?
Det kan det måske. For eksempel hvis nogen bruger AI forkert – eller hvis hackere udnytter teknologien til at angribe virksomheder.
Bruger de unge AI ordentligt?
Efterhånden ved de fleste unge mennesker godt, hvad AI er, det er nemlig noget næsten alle unge bruger i deres hverdag. Mange unge bruger AI i skolen. Nogle bruger det som hjælp og inspiration, hvilket er en god ting. Men der er også nogen, der bare får AI til at lave opgaven for sig. Det er ærgerligt, for så lærer de jo ikke noget selv. Spørgsmålet er; burde det være en del af skoleskemaet at lære børn og unge at bruge AI rigtigt?
Til Forum for Real Estate Data i tirsdags handlede det også om AI og hvordan forskellen er mellem forskellige generationer. Jannis Littmann (Newsec PAM) forklarede det sådan:
Nogle af de ældre føler nok, de lige er blevet gode til at bruge Google, men de unge bruger ikke engang Google mere. De bruger bare AI, fordi de synes, at Google kommer med et for indviklet svar.
Hvad er så næste skridt?
Christophers refleksioner peger på noget vigtigt: AI er allerede en naturlig del af unges hverdag. For dem er det ikke en fremtidsteknologi – det er nutid.
For ejendomsbranchen betyder det, at arbejdet med AI ikke kun handler om implementering af nye værktøjer. Det handler også om:
at styrke digital dannelse og forståelse for hvordan vi omsætter data og ny teknologi til reel værdi
at mindske det digitale skills gap
og at skabe en kultur for ansvarlig anvendelse af teknologi
Hos PropTech Denmark arbejder vi netop for at samle branchen om videndeling, innovation og kompetenceudvikling. Hvis vi skal lykkes med den digitale og grønne omstilling, kræver det både teknologisk mod – og investering i fremtidens talentmasse.
Måske starter det netop med, at vi taler sammen. Og lytter til de unge.
En stor tak til Christopher Lillelund Winther for indsatsen i ugen som PropTech-praktikant. Og for hans villighed til at lytte, lære, spørge og bidrage med refleksioner og indsigt i fremtidens talentmasse.